Hvis du ligger inde med en god historie og du gerne vil fortælle den, så send den til web-tenderen. Den skal helst sendes elektronisk, så letter det web-tenderens arbejde.                                                                                          

                                                                                                                                                                                Retur

I juli måned er der som bekendt lyst 24 timer i døgnet i Sondy.

Hvis man glemte at se efter i hvor solen stod, kunne det ske at man fik forskudt sin tidsfornemmelse 12 timer, specielt hvis man lige har nappet en eftermiddagslur en søndag eftermiddag, vågner kl. 17.30 og tror det er mandag morgen og kl. er 05.30.

Dette skete for en af smedene i Plumbing shoppen. Han vågnede efter en middagslur og troede at det var mandag morgen. Han skyndte ud på sin cykel, og det gik stærkt, for han troede at han var ved at komme for sent.

På vej derned, cyklede han forbi 664, hvor beboerne sad udenfor og grillede. Smeden valgte totalt at ignorere de "idioter" som festede til den lyse morgen og fortsatte på sin cykel ned til Plumbing Shoppen.

Da han kom derned ,var der ikke en levende sjæl som var mødt endnu. Det undrede smeden sig godt nok over, for han var normalt ikke den første som kom om morgenen, men han lavede kaffe til kollegerne, og satte sig til at vente.

Ved 06.30 begyndte han at undre sig over at der ikke kom nogen på arbejde, men han finder dog ud af at han er mødt 12 timer for tidligt. (hvordan vides ej).

På vejen hjem skulle han igen passere 664, og beboerne kunne ikke undgå at se smeden da han kom cyklende ved NCO klubben, og allerede her kunne smeden høre bemærkningerne fra 664, og bemærkninger blev skarpere jo nærmere han kom 664.

Smeden valgte igen at ignorere "idioterne", han satte næsen i sky, og cyklede alt hvad han kunne forbi 664.

I hans iver for at komme forbi hurtigt, glemte han at se sig for, og han cyklede lige ind i et vejskilt, og susede hen over styret og på hovedet ned i sandet. Nu kom der rigtig mange bemærkninger fra 664 og smeden kom hurtigt på benene og skyndte sig hjem i barakken. - formentlig for at sove lidt mere.

Top

Dette er beretningen om en meget elskværdig og venlig mand, nemlig skolelæreren, som kom fra et mindre ø-samfund, hvor han desværre engang i sin ungdom var blevet snuppet af de lokale toldere med et par kartoner cigaretter for meget i sin fritids-jolle, han forlod i skam det lille ø-samfund, drog ud i den store verden og endte i Sdr. Strøm. Efter nogle års valten mellem de forskellige afdelinger slog han endelig sine rødder på den lokale brandstation, her udviklede han sig gennem de næste 30 år til en spøjs fætter.

Skolelæreren var en lille smule menneskesky, kun nødtvunget og i meget korte øjeblikke blev han observeret ved dagslys, men om natten kom der liv i ham...her udfoldede han sine kunstneriske evner...som da han bevæbnet med en kost og et par skøjter drog ud for at lave piriouetter (sic) på de lokale fastfrosne søer ... eller når han med lommelygte klokken 3 om natten slog et slag omkring de opstillede affaldscontainere i sin søgning efter et eller anden han kunne bruge... Skolelæreren havde en samling af papkasser...ca en 30 stk. flyttekasser som var stablet i flere lag på hans 12 m² store værelse, var man virkelig på talefod med ham blev man indviet i hemmeligheden...disse kasser indeholdt skjorter, jakker og bukser (container-guf).. nyvaskede og nystrøgede..det kunne jo være at de kunne bruges engang i fremtiden, dertil skulle man også lige lægge omkring 40 par sko i diverse størrelser....det skal kort bemærkes at flere brandfolk under en morgen-køretur bemærkede :  hva, satan....der går den gamle hullede sweater sweater som jeg smed ud i går...

Skolelæreren havde dog et par svagheder som her skal nævnes i flæng:

Han elskede hvidløg, en 15-20 fed om dagen og han var som tilbage i folkeskolen, efter en 15-20 fed kunne han alt fra Danmarks-krønikken, Bibelen, Mosebogen, Den Danske Sangbog. Flere kollegaer løb skrigende bort når den kære skolelærer ville diskutere politik, det vil sige skolelæreren havde det med at tale meget lavmælt, så for at han var sikker på at blive hørt stak han altid munden helt ind i øret på tilhøreren...dette i kombination med de 15-20 fed hvidløg kunne gøre mangen en velvoksen brandmand blød i knæene.

Skolelæren elskede ost, hans forkærlighed til denne spise fik ham til, i nattens mulm og mørke, medens de tapre brandfolk sov, at liste sig ud i brandstationens køleskab og sirligt indpakke resterne af dagens ost....hans spisevaner ændrede sig dog, da brandfolkene ved hjælp af en kanyle samt tabasco præparerede nattens bytte.....en stønnen og hvæsen fra skolelærerens værelse kunne høres dagen derpå....stærk mad var nu ikke hans stærke side....ellers var han nu altædende.

Skolelæreren frygtede sygdommen AIDS, han læste alt hvad han kunne komme i nærheden af fra Jyllandsposten til Ekstrabladet for at tilsuge sig viden om denne rædsel...ikke ligefrem fordi at han mente at være i nogen risikogruppe, men han havde dog holdt en kvinde i hånden engang i hans ungdom og man ved jo aldrig....En plan blev lagt på brandstationen......alle nyankomne aviser blev indsamlet og gemt, og diskussionen gik højlydt på brandstationen...det stod i Berlingeren at man kunne blive smittet med AIDS via urinaler...dvs at virussen kunne krybe fra en urinal op gennem urinstrålen og inficere den uforvarende urinafgiver...og det var ganske vist alle havde læst det i Berlingeren..som skolelæreren naturligvis ikke kunne finde...Efter en lang eftermiddag og adskillige samtaler om den nye smittemetode blev skolelæreren observeret omme bag brandstationen ( minus 46C)...han skulle ihvertilfælde ikke nyde mere af at bruge brandstationens urinal, man kunne jo ikke stole på de brandfolk...

  Skolelæreren var manden bag historien om brandmanden der spiste lort.....Skolelærere er som regel lidt godtroende, og eksemplaret i Sdr. Strøm havde da også taget sin godtroenhed med fra seminariet...Da der en dag var chokolade-budding til dessert, så en af brandfolkene sit snit til at fylde sit krus med denne afskyelige substans....brandmanden vidste at skolelæreren havde stationens lokummer som hans rengøringsområde....efter en grundig polering og rengøring blev chokolade-buddingen fordelt strategisk på lokumsbrættet ...skolelæreren blev hidkaldt og spurgt om han da ikke havde gjort rent på lokummerne ....put .put.put stønnede skolelæreren (oversat: jo det har jeg da )  hvad der lå på lokumsbrættet blev omhyggeligt diskuteret...skolelæreren var af den opfattelse at det var noget svineri...herpå dyppede brandmanden fingeren i buddingen, slikkede fingeren og konstaterede..det er sgu ikke svineri..der er sgu lort...og væk var skolelæreren....den dag i dag tror skolelæren stadig at brandmanden spiste lort.

Top

Alle kender vel følgende situation; man skal tage et billede og der er problemer med at få fyldt motivet helt ud i søgeren. Man er enten for langt fra, eller for tæt på.

En af messefolkene skulle engang fotografere en moskusokse, men kunne ikke få søgeren fyldt helt ud med motivet, og i sin iver gik han frem mod oksen til billedet passede i søgeren på kameraet.

Han konsentrerede sig så meget om motivet at han fuldstændig overså de kendte tegn, som en moskus afgiver når dens enemærker bliver krænket. 

Pludselig laver moskusoksen et udfald mod ham, og vi ved jo alle at en moskus er betydeligt bedre til at løbe i fjeldet, end os to benede, så han snubler.

Mange gange stopper moskusokserne efter et par meter, men det gjorde denne moskusokse ikke, den fortsatte og stillede sig over manden og fnyste ham ind i ansigtet. Han kunne ikke engang kravle der fra, for moskusoksen havde en klov solidt plantet på hans jakke.

Det eneste han kunne gøre var at være stille, og håbe på at moskusoksen mistede interessen for ham. Det skete efter en 5 minutters tid, men hvis man ligger under levende moskusokse, som oven i købet "snyder næse" lige i ansigtet på på dig, føles det nok som dage i stedet for minutter.

Situationen efterlader jo et spørgsmål : fik han taget fotografiet ? - moskusoksen må have været tæt nok på.

Nej - han glemte alt om fototeknik.

En meget alvorlig situation, som heldigvis faldt så heldig ud, at man kan grine af situationen i dag, men der er nok gået et par dage, inden messemanden kunne grine med. 

Engang i firser var der en lidt overvægtig kok som hver morgen stod på "Linen" og lavede alle mulige former for ægretter til morgenmad.

En af håndværkerne i CE lagde mærke til at kokkens mave til tider var faretruende tæt på grillen, når han rakte den færdige mad over til folk.

Da det blev håndværkerens tur, rakte han sin tallerken over til kokken, men ikke længere end at kokken skulle læne sig ekstra meget ind over grillen. Dette resulterede i at kokkens mave blev svitset på grillen.

Kokken blev forståeligt nok gal over denne - meget onde spøg, og håndværkeren indså straks at han hellere måtte forlade messen straks, såfremt han ville opleve dagen derpå.

Der gik lang tid inden håndværkeren kom i messen om morgenen, når den pågældende kok var på arbejde.

I begyndelsen af firserne var der fastansatte kokke i NCO klubben. Det var normalt dyktige kokke, men de havde ikke helt indflydelse på råvarerne.

På det tidspunkt var den ene af tjenerne, den eneste som havde en Steak kniv. Gæsterne måtte bruge alm. knive til deres steaks.

Hvis tjeneren modtog en klage over et sejt stykke oksekød, tog han steakkniven frem, og testede gæstens steak ved at skære den over. Det gik jo som regel ret nemt, da han jo, modsat gæsten, havde en meget skarp kniv.

En fredag aften var et selskab samlet for at nyde et godt måltid sammen, og de havde alle bestilt steaks.

Denne aften var steaksene ekstra seje.  - Vent et øjeblik, jeg kommer tilbage om om lidt.
Det var en telefonmontør som åbenbart mente at han kunne løse problemet.

Efter 10 minnuter kom han tilbage med en papkasse, satte sig til bords, og kaldte på tjeneren.

Tjeneren kom, og telefonmontøren spurge om de måtte tale med kokken ved bordet.

Dette betød normalt at gæsterne var meget glade for maden, og gerne ville takke kokken.

Medens tjeneren hentede kokken, tog telefonmontøren en hakkemaskine op af kassen, og spændte den fast i bordet.

Da kokken kom ind, storsmilende og med brystet fremme og klar til at modtage alle roserne, tog telefonmontøren  og kørte alle bøfferne igennem hakkemaskinen.

Kokken blev meget skuffet, så skuffet at han måtte en tur omkring baren for at få selvtilliden tilbage.

Telefonmontøren og kokken var i øvrigt venner, men der gik lige et par dage, inden de blev helt gode venner igen..

Historien om uniformen

Der blev væk.

Nu begynder nok en af de sjove historier som man nok vil sige at din høre hjemme under historier som aldrig skulle fortælles

Men her kommer den alligevel

Det hele startede med at jeg desværre blev indkaldt til at aftjene min værnepligt, som nu alle unge mennesker skal.

Så resultatet blev at jeg kom til søværnet, ok intet problem, det kom først da jeg kom til Grønland.

Vi ankom til Sønderstrøm en dejlig sommerdag i juli måned 1970 og skulle hente kronprinsessen med ham der prins Henrik.

Men hele historien begynder dagen inden da vi ankommer til Sondy (jeg har jo lært hvordan man forkorter stedet)

Vi fik over højtalerne høre at der intet var at gå i land for på Sondy, da der var ca. 12 til 13 km at gå for at komme til hotellet, så hvem ville gå så langt for en øl, som garanteret kostede en formue.

Vi var 4 værnepligtige. som ikke lod os afskrække af det med de 12 km til basen, for jeg sagde til dem, at det kun var for at afskrække os fra at gå iland.

Vi kom ind til kajen , hvor der var 2½ meter op. Vi stod nu 4 pers. på kajen.  Hvordan kom vi nu videre?.

Hvad er denne lille boks til der sidder her på lageret mon til?

Løft på lågen og du får forbindelse til et venligt menneske som sender en bil ned til havnen for at transportere dig til NCO klubben.

Her blev vi mødt af en masse gode mennesker, jeg ved ikke om det var vores fine marine uniformer der gjorde dette, eller om det bare var normal høflighed over for nye mennesker, men vi havde en god aften ”tror jeg” for hvad der skete efter den 3 Thule Special, er jeg fuldstændig uvidende om.

Men hvad gør det når man har det godt, problemet opstod sådan set først dagen efter.

Vi skulle have en forpremiere på paraden, inden tronfølgeren og prinsen kom ombord, og da stod jeg uden paradeuniform. 

Så nu var gode råd dyre, hvad gør man uden uniform, inden en parade.

Man går til intendanten, og beretter at ens uniform er borte, pist forsvundet. En ny uniform kostede 3 ugers løn, (150,-kr) men jeg håber at det var pengene værd.

Nu kommer så den sjove del af historien.

Da jeg 4 år efter, er så heldig at få job på Sondy, bliver jeg allerede den første aften budt med i NCO klubben ”som jeg selvfølgelig aldrig har hørt om da jeg jo er ny på Sondy”.

Vel ankommet til klubben går det forholdsvis fint, til der kommer en hen til mig og spørger om jeg har været på Strømmen før.

Nu kan jeg jo ikke lyve, for det havde jeg jo været. Jo, for han mente at han kunne huske en historie om en uniform, som han mente at jeg kunne passe, desværre var uniformen den rigtige, men min krop passede den ikke til mere.

Men det var sjovt at se uniformen efter disse år og nu er det sjovere endnu, da man efter næsten 30 år stadig mindes denne situation.

Jeg gerne i kontakt med nogle af jer, som var med i da dette skete da jeg kun ved at jeg havde sorte klæde på mig da jeg kom ombord på Ingolf igen.

I den tid vi var på besøg i NCO klubben nåede grønland at vokse ca. 10 m, for der var helvedes langt ned til båden, da vi blev hentet.

Nu vi jeg efter mange år sige tak til alle jer mange rare mennesker som var på Strømmen den gang.

Mange venlige hilsner Kim

En klassisk joke i Sondy var at bilde folk ind at der gik en bus til Holsteinsborg /Sisimiut.
Denne joke blev som regel iværksat hvis en nyankommen spurgte hvor vejen til havnen gik hen.
De gamle Sondyer sagde straks, at det var vejen til Holsteinsborg, og den nyankomne, som jo ikke havde mulighed for at tjekke dette og troede lidt naivt  på den gamle Sondy mand.

Bussen afgik som regel (i historien) om lørdagen kl. 09.00 fra Rec. centeret, og man kunne bestille madpakke i messen. Når personen havde ventet et stykke tid og der ikke var nogen bus, fik de at vide at den var lidt forsinket den dag. På et eller andet andet tidspunkt gik det op for folk at de var blevet offer for en "practical joke).

Dette skete også for en Amerikaner fra National Garden.

Han havde bestilt madpakke i messen, og ventede ude for Rec. centeret kl. 9 lørdag morgen. Bussen var som sædvanligt forsinket.
Hvad han ikke vidste var at hans kolleger havde planlagt at de tilfældigt skulle drysse forbi Rec. centeret og fortælle at den var "lidt" forsinket.

Da klokken var ved at nærme sig 11.00 lørdag formiddag og han havde ventet i 2 timer, fortalte en "tilfældig" kollega ham, at han havde fået a vide at bussen var aflyst for denne uge, men han viste hvor han kunne leje en bil.

Man havde i al stilhed lavet en aftale med postmesteren om, at han skulle agere bil udlejer.

Manden ville rigtig gerne til Holsteinsborg, og han fik straks et lift over til postmesteren.

Postmesteren udfærdigede en lejekontrakt og bad om et depositum og Amerikaneren udskrev en check på ca. 50 dollars.

Postmesteren forklarede manden at han blot skulle dreje til højre lige før havnen, så var det lige ud resten af vejen.

Han endte selvfølgelig ud ved Lake Jean og kunne ikke finde vej da den af gode grunde endte blindt. Så han måtte køre tilbage igen. Denne gang tegnede postmesteren et kort over vejen til Holsteinsborg, og manden blev sendt af sted igen.

Ak det gik som sidste gang. Han kunne ikke finde vejen, uanset hvilken vej han prøvede endte den blindt..

Da han kom tilbage fra havnen var samtlige medlemmer af National Garden, samt et antal civile, mødt op for at tage imod ham. Der blev selvfølgeligt grinet godt og grundigt og alle havde fået sig en oplevelse for livet.

Det er nu ikke sikkert at manden som det var gået ud over, syntes det var så sjovt, i hvert fald den dag.

Det hele endte med en gigantisk fest i Ravens Roost. Den deponerede check blev sat i glas og ramme, og var indtil Ravens Roost lukkede udstillet der.

En tidlig kold morgen i Sdr. Strømfjord først i firserne.

 DEN KOLDE HÅND

Udtrykket den kolde hånd stamme egentlig fra havnearbejdermiljøet, men her i denne lille historie har den en helt anden mening.

En tidlig mandag morgen mødte tankpasseren op og begyndte sin tørn med at tømme askebægre og papirkurve i den sorte kontorbygning lige ved siden af tanken, derefter skulle han jo passe tanken. Det må nok siges at tankpasseren havde lidt fuldesyge fra besøget i NCO-klubben aftenen før.

Jeg så tankpasseren på vej til sit arbejde og fik melidenhed med ham og stak et par kolde forfriskninger i parcalommen og gik over til tanken, men gutten var endnu ikke færdig med at tømme papirkurve, men jeg viste alt om hvordan man kunne låse sig ind på tanken og det gjorde jeg for så at vente på gutten, jeg satte mig tilrette ved skrankelugen og inden jeg kunne nå at tænde lyset, kom gutten og rakte hånden ind gennem lugen for at få fat i nøglen til døren (der var bælgmørkt), det var egentlig meningen at jeg ville have sagt bbøøø til ham, men i stedet tog jeg ham fast i hånden og sagde go`morgen. Gutten hoppede en halv meter op i luften med et ordentlig skrig, men han kom dog ned igen og vi fik vores forfriskning og da jeg forlod ham var hans hjerterytme igen normal, men hans sparsomme hovedhår strittede stadig.

Senere på dagen skulle tankpasseren til gammelmandstjek på hospitalet og han kunne berolige lægen med at hans hjerte netop var blevet tjekket om morgenen og han fortalte lægen hvordan.

”tankpasseren” lever i dag i bedste velgående i Fredericia, hans hjerte er i fin form og han har delt det med sin kone gennem mange år han fylder 70 til efteråret…

Jo det var en munter tid på Strømmen med mange gode kollegaer.

Da Panikken gik til filmen


I de gode gamle dage på Strømmen var Base Motor Pool, Det Lette Værksted, Dækshoppen, Ground Power i samme bygning, supervisoren for dette cirkus var Peter Hansen (panik).

Peters ritual om morgenen var det samme hver dag : et kort go` morgen og så ind på kontoret skænkede en kop kaffe op og tog en smøg, efter ca 15 min skulle Peter på ”potten” og hvis der var optaget var han ikke til at tale med (sur), det samme gentog sig hver morgen og til sidst blev vi enige om at bryde hans ritual.

Vi blev enige om at spænde et stykke klar tynd gennemsigtig folie over toilettet lægge brættet ned og sænke belysningen ved at skrue det ene lysrør fra så der var en dæmpet belysning i det lille rum.

Vi satte gang i planen en tidlig mandag morgen og ventede spændt på Peter`s ankomst, Peter ankom som sædvanlig og efter ca 15 minutter skulle han jo på potten og man kunne se at han havde fart på denne mandag morgen, vi ventede og ventede på at han skulle komme ud, men denne gang tog det længere tid end normalt, endelig kom han ud og straks løb han ud i sin bil og kørte hjem. Vi gik ud i toiletrummet for at se hvad der var sket, det eneste vi kunne se var at affalds sækken var fyldt op med papir servietter og papirhåndklæder samt at der var en del vand på gulvet, folien var væk og ellers ingen spor af vores lille nummer, vi tømte affaldssækken og skruede lyset til igen og alt var som det skulle være. En times tid senere kom Peter tilbage til shoppen nydelig nyvasket og klædt om, det må siges at Peter aldrig nævnte noget om episoden, vi valgte at kalde den for : den dag da PANIKKEN gik til filmen.

Jeg vil lige tilføje at navnet : Panikken ikke var et øgenavn, men et kælenavn